Det her indlæg bliver mere privat. Jeg har bare brug for at fortælle om mine følelser. Jeg ved godt at det ikke ligefrem er privat at udleverer det på en blog med 500 sidevisninger pr. dag, men jeg vil bare gerne få det ud.
Jeg er en vildt jaloux type, og når det handler om venskaber og for den sags skyld drenge, så kan jeg blive ret irriterende. Jeg er så "OPS" på om jeg er ved at miste ting, at det engang imellem kan have den konsekvens at jeg rent faktisk mister det.
Jeg spørger ofte mig selv "Hvorfor tror du at alle forlader dig?" og jeg kommer altid til sidst frem til det samme. Selvtillid!
Jeg har svært ved at forstå hvordan nogle kan blive hos mig... Hvordan en bedsteveninde kan blive hos mig, og hvordan en dreng dog kan holde mig ud (Hvilket der indtilvidere sku nok heller ikke er, for det går sku lidt dårligt hvad dating angår).
Jeg har også svært ved at forstå hvorfor nogle gider læse min blog.
Generelt er det de mindste ting, som kan slå mig helt ud af kurs.
Det værste af det hele, det er at folk ofte tror at det er for at få ros og bekræftelse at jeg fortæller det.
Jeg tror mere at jeg fortæller det, for ellers æder følelserne mig op indefra.
Når jeg er begyndt at snakke ærligt, kan jeg ligeså godt blive ved.
Jeg har også svært ved at forstå hvorfor nogle gider læse min blog.
Generelt er det de mindste ting, som kan slå mig helt ud af kurs.
Det værste af det hele, det er at folk ofte tror at det er for at få ros og bekræftelse at jeg fortæller det.
Jeg tror mere at jeg fortæller det, for ellers æder følelserne mig op indefra.
Når jeg er begyndt at snakke ærligt, kan jeg ligeså godt blive ved.
Jeg tror også at min angst for at miste kommer, fordi at jeg ét år af mit liv, slet ikke havde en eneste ven.
Jeg havde min kusine, og hun betyder jo ALT i hele verden for mig, men hun bor i Jylland, så mit liv var meget ensomt. Jeg fik angst for at gå i skole, og fik hjemmeundervisning i et helt år.
I starten kom veninderne fra min gamle klasse og inviterede mig, men jeg takkede jo altid nej, for jeg turde ikke. Jeg turde ikke at gå ud for en dør. Og der er jo ikke nogle som gider blive ved med at invitere, når de altid får et nej. Derfor havde jeg til sidst ingen venner. Jeg var helt alene, og derfor fik jeg også en depression.
Idag er jeg ikke syg mere, men jeg har stadig angsten for at miste. Jeg har mistet så meget i mit liv, så hvorfor skulle nogle af de ting som gør mig lykkelig fortsætte?
Jeg vrøvler sikkert fordi at jeg bare er desperat for at skrive noget.
Sorry.
KNUS WHITTA
Jeg havde min kusine, og hun betyder jo ALT i hele verden for mig, men hun bor i Jylland, så mit liv var meget ensomt. Jeg fik angst for at gå i skole, og fik hjemmeundervisning i et helt år.
I starten kom veninderne fra min gamle klasse og inviterede mig, men jeg takkede jo altid nej, for jeg turde ikke. Jeg turde ikke at gå ud for en dør. Og der er jo ikke nogle som gider blive ved med at invitere, når de altid får et nej. Derfor havde jeg til sidst ingen venner. Jeg var helt alene, og derfor fik jeg også en depression.
Idag er jeg ikke syg mere, men jeg har stadig angsten for at miste. Jeg har mistet så meget i mit liv, så hvorfor skulle nogle af de ting som gør mig lykkelig fortsætte?
Jeg vrøvler sikkert fordi at jeg bare er desperat for at skrive noget.
Sorry.
KNUS WHITTA
Du er slet ikke det enste der har det sådan :/
SvarSletJeg har det på samme måde!
Det er så ubehalglig!
-Katrine